Religionsfrihed

Religionsfrihed = Frihed for religion – eller i det mindste mulighed for det

Pak biblerne, torah’erne og koranerne (for ikke at nævne haddither, religiøse tidsskrifter, etc. etc.) væk, og lev i denne verden!

Long-haired preachers come out every night,

Try to tell you what’s wrong and what’s right;

But when asked how ’bout something to eat

They will answer in voices so sweet

You will eat, bye and bye,

In that glorious land above the sky;

Work and pray, live on hay,

You’ll get pie in the sky when you die

And the Starvation Army they play,

And they sing and they clap and they pray,

Till they get all your coin on the drum,

Then they tell you when you’re on the bum

Holy Rollers and Jumpers come out

And they holler, they jump and they shout

Give your money to Jesus, they say,

He will cure all diseases today

If you fight hard for children and wife-

Try to get something good in this life-

You’re a sinner and bad man, they tell,

When you die you will sure go to hell.

Workingmen of all countries, unite

Side by side we for freedom will fight

When the world and its wealth we have gained

To the grafters we’ll sing this refrain

You will eat, bye and bye,

When you’ve learned how to cook and how to fry;

Chop some wood, ’twill do you good

Then you’ll eat in the sweet bye and bye

Joe Hill

Merci, fordi jeg kan glemme

Tidligere i dag, efter morgenmaden, så jeg ud af øjenkrogen afslutningen på én af de efterhånden mange reklamer for chokoladen Merci. Ikke bare mindede det mig om andre ubehagelige oplevelser med kvalme reklamer for Werther’s Original og Merci (og formentlig flere andre chokolader), det slog mig også, at det sandsynligvis er den samme slags mennesker, der nyder de reklamer, som bliver tiltrukket af Dansk Folkepartis snak om Danske Værdier ™.
Reklamerne fremstiller gerne en lille familie (eventuelt en bedstefar), i et hus, med velholdt have, godt vejr og det hele taget et rosenrødt billede af livet, og det er da vældigt fint, ja endda hjertevarmende med sådan en plade chokolade til én man holder af. Det minder meget om den opfattelse af danskhed, man opfanger fra Dansk Folkeparti; kolonihavehuse, grønne bakker og marker, hyggelige kernefamilier – den eneste egentlige tilføjelse er et dannebrog diskret placeret i forgrunden… og en ko, der ikke at forglemme står meget, meget stille.
Og her er det så, at jeg på usympatisk vis lige må minde om noget; sådan er livet ikke. Vi kan bilde os selv, og hinanden, ind at det er sådan, og til tider kan det føles sådan. Grønne bakker og marker er utvivlsomt kønne og rare. Ligeledes solskin. Men der er også regnvejrsdage, skænderier osv. . De er nødvendige, for at vi kan værdsætte de gode oplevelser, der fremstilles af disse glansbilledmagere. Men det graverende ved Dansk Folkepartis danskhed, og til en vis grad chokolade-reklamerne, er at de er udtryk for et helt utroligt småborgerligt syn på livet. Småborgerligt skal ikke her forstås, som folk der sætter pris på kultur og så videre, eller snarere, den negative ladning i ordet småborgerligt er her rettet mod en anden del af denne; navlebeskuelsen. Jeg overtolker sandsynligvis reklamerne her, de var sådan set bare startskuddet til at skrive dette, men disses og DF’s livssyn er udtryk for en fænomenal evne, til at glemme hele den omkringliggende verden. ”Hvad har vi dog gjort, at vi skal ha’ det så godt” siges der. Det skal jeg sige jer: Vi har glemt verden.
For at kunne svælge så meget i selvglæde over egen veltilpashed er man ikke bare nød til at glemme stort set alle problemer i eget liv og samfund (og det er graverende nok), værre er, at man glemmer den store, farlige verdens del i, at vi har det så godt. Den danske overflod til at kunne give hinanden chokoladeplader, for at kunne sige ”merci” til en person, vigtig i vores liv (bestemt en venlig, glad og på mange måder rar ting at kunne og gøre), kommer ikke af ingenting. Ved vores udenrigspolitik er vi netop en del, af systemet der holder andre mennesker nede, og på den måde skaber grobund for vores velstand. Men lad nu det ligge. Egentlig mener jeg, at det farligste i det ovenstående livssyn, der måske er overdrevet men jeg vover at påstå ”ikke meget”, er at man giver køb på sin menneskelighed. For at kunne have det så godt med egen velstand er man simpelthen nød til at glemme, at der findes millionvis (milliardvis?) af mennesker, der lever under kummerlige forhold.
Hvis ikke vi kan få mere udsyn ind i danskheden, kan vi så ikke i det mindste sende en plade ”merci” til Afrika og andre fattige lande?

Skrot Nationalfølelse

Jeg har længe haft et tvetydigt forhold til hvordan mennesker opbygger deres selvidentitet, særligt i kraft af religiøst eller nationalt tilhørsforhold, forstået på den måde at jeg har været i tvivl om hvor direkte modstander af det, jeg er.

Hvis jeg skal kritisere et land eller individuelle aktører på baggrund af deres handlen i forhold til en hvilken som helst gruppe, så kan det aldrig blive relevant hvilken nationalitet eller religion jeg selv, den kritiserede eller den der er “modtager” af den kritiserede handlen, måtte have. Det eneste relevante spørgsmål er; om mennesker blive behandlet på en forkastelig måde, ud fra et synspunkt funderet i menneskelivets vilkår (og alle vilkår, der faktisk virker fornuftige og indlysende på stort set alle, er de materielle forhold for livet, deriblandt politiske friheder, såsom den højtbesungne ytringsfrihed).
Hvis jeg skal hjælpe eller støtte nogen, må jeg aldrig være religiøst eller nationalt motiveret, den eneste reelle motivation er denne: Der er en gruppe mennesker, der bliver behandlet umenneskeligt, det vil jeg ikke acceptere og derfor tager jeg aktiv del, på en eller anden måde, i at hjælpe dem.
Og omvendt må nationalt eller religiøst tilhørsforhold aldrig bremse kritik, af de, der måtte behandle andre mennesker umenneskeligt.

Citat #5

“Of necessity we remain strangers to ourselves, we understand ourselves not, in ourselves we are bound to be mistaken, for us holds good to all eternity the motto, ‘ Eachh one is farthes away from himself’ – as far as ourselves are concerned we are not ‘knowers’”
- Friedrich Nietzsche: Zur Genealogie der Moral

(En filosof, hvis navn jeg har glemt, skulle have sagt, at han ville ønske han kunne citere Nietzsche på hver side han skrev. Det ønsker jeg ikke, jeg regner derimod med, at citere Nietzsche i mindst halvdelen af alle indlæg jeg får lavet her. Manden var genial.)

Nullplaying

Selvom jeg nyder livet som filosofistuderende, og læser mere end jeg har gjort i lang tid, er der noget jeg savner; jeg får ikke spillet noget rollespil (gisp!). Jeg savner underholdningen, der er i en god session med noget terningekasten, lidt historiefortællen og en masse mere eller mindre platte vittigheder. Jeg savner især det at leve sig ind i en imaginær verden, vi skaber i fællesskabet omkring bordet, og også ved at opfinde små elementer til spilverdenen i mellem de egentlige spil. Siden jeg flyttede, har jeg vist ikke skrevet en eneste sætning til det, og jeg savner det – men uden spil, er der ikke meget incitament eller inspiration til at gøre noget ved det.

Det må der gøres noget ved…

Citat#4

“You are horrified at our intending to do away with private property. But in your existing society, private property is already done away with for nine-tenths of the population; its existence is solely due to its non-existence in the hands of those nine-tenths. You reproach us, therefore, with intending to do away with a form of property the necessary condition for whose existence is the non-existence of any property for the immense majority of society.
In one word, you reproach us with intending to do away with your property. Precisely so; that is just what we intend.”
- Karl Marx og Friedrich Engels: Kommunistiske Manifest

Citat #3

“When the centre of gravity of life is laid, not in life, but in a beyond – in nonentity, -life is utterly robbed of its balance. The great lie of personal immortality destroys all reason, all nature in the instincts, -everything in the instincts that is beneficent, that promotes life and that is a guarantee of the future, henceforward aroused suspicion. The very meaning of life is now construed as the effort to live in such a way that life no longer has any point…”

- Nietzsche: Antikrist