Hardcore Kommunistisk Byguerilla

Just another WordPress.com weblog

LO vs Kristelige

Artikel og links til relaterede historier: http://politiken.dk/erhverv/article475241.ece

LO’s formand, Harald Børsting, vil fremsætte forslag om konflikt med Kristelig Arbejdsgiverforening. Baggrunden kan læses i artiklen. Herfra bare et håb om, at forslaget bliver vedtaget på fredag. Jeg har simpelthen aldrig været i stand til at forstå pointen med såkaldte frie fagforeninger, der er apolitiske og ikke går ind for strejkeretten. Pointen fra lønmodtagernes side, forstås. Pointen fra arbejdsgivernes (-sælgernes?) side er krystalklar.

Det er muligvis mindre relevant i dag, end det var for 100 eller 150 år siden, men strejkeretten er stadig vigtig. Mig bekendt er det noget nær fagbevægelsens eneste reelle våben, at kunne organisere sig, og i fællesskab have vægt nok, til at påvirke arbejdsgiverne. At opgive den ret uden kamp er et studie i mangel på klassebevidsthed (oh yeah, I went there…). Det vil helt naturligt føre til dårligere forhold for lønmodtagerne, i kraft a mindre gennemslagskraft som gruppe.
Og hvis de ikke bryder sig om den danske model med konfliktret, hvad fanden er så pointen med at Kristelige Arbejdsgiveforening truer ansatte ud af LO og derefter lock-out’er de få tilbageværende? Det er både hyklerisk og usympatisk.

Hvem pokker er det forøvrigt også der melder sig ind i Kristelig Fagforbund? Hvad pokker har kristendommen med fagbevægelse at gøre? Hvad har bibelen at sige om kamp for ordentlige arbejdsvilkår?
Jeg har en lille teori, om at det er det med at vende den anden kind til…

Kald mig gammeldags, men det verden har brug for, er bedre organisation af de, der ikke sidder på produktionsmidlerne, så de fælles kan gennemtvinge en mere ligelig fordeling af goderne der produceres.
Nu skal det her heller ikke forståes som en hyldesttale til LO, dem er der da også problemer med. Men jeg kan ikke døje den kristelige… bevægelse? De er som arbejderbevægelsens antikrist-in-spe.

February 24, 2008 Posted by Emil Bøye | Politik | | 1 Comment

Citat #8

“Vi lever i egentligste forstand i en tidsalder af kritik, som alt må underkaste sig. Religionen henviser til sin hellighed og lovgivningen til sin majestætiske suverænitet, og begge vil gerne unddrage sig. Men derved pådrager de sig begrundet mistanke, og kan ikke gøre krav på den uforblommede agtelse, som fornuften alene udviser over for dem, der har kunnet udholde dens frie og offentlige prøvelse”

Immanuel Kant:  Kritik der Reinen Vernunft

February 19, 2008 Posted by Emil Bøye | Uncategorized | | No Comments Yet

Citat #7

“Moses vendte forvirret tilbage til Herren for at beklage sig:
- Hvorfor er Du så ond mod folket? Er det derfor Du sendte mig til dem? Du har ikke gjort tingene lettere, og de er heller ikke blevet frigjort fra Farao.
- Jeg er ved at forhærde hans hjerte.
- Igen. Du forhærder hans hjerte? Hvorfor skal hans hjerte forhærdes?
- For at tillade Mig at vise en magt større end alle hans troldmænds og alle andre guders magt. Og for at vise verden for evigt at I er det folk Jeg har udavalgt som mine yndlinge.
- Vil det gøre nogen forskel?
- Ingen som helst forskel.
- Hvad er så fornuften i det?
- Hvem har nogen sinde påstået at Jeg skulle være fornuftig? svarede Gud. – Vis mig hvor der står at Jeg er fornuftig. Jeg har aldrig lovet fornuft. Fornuft forlanger han. Jeg skænker mælk. Jeg skænker honning. Ikke fornuft. Åh, Moses, Moses, hvorfor tale om fornuft? Dit navn er græsk, og Grækenland er ikke engang opstået endnu. Og du kræver fornuft. Hvis du vil have fornuft, så kan du ikke få en religion.

Joseph Heller: Gud Ved
(Fed skrift tilføjet af mig)

February 3, 2008 Posted by Emil Bøye | Citater | | 1 Comment

Blasfemi

Der er flere problemer med blasfemilovgivning. Et umiddelbart problem er overhovedet at kunne begrunde den. Hvorfor skal man have blasfemilovgivning? Man må gå ud fra, at det er religiøse mennesker, og kun religiøse mennesker der ønsker en sådan, ateister og agnostikere må vel nærmest per definition være enten imod en sådan lovgivning, eller i det mindste indifferente.
Sædvanligvis er det monoteister vi hører råbe højt om hvordan der er behov for blasfemilovgivning af forskellig art. Det er altså mennesker der tror på en almægtig gud, en gud der har skabt hele verdenen, og i Islams tilfælde så almægtig at han på en måde styrer alt hvad vi gør i vores liv, samtidig med at vi altså alligevel er ansvarlige for det (der kan man så tænke sit, om hvor rimeligt dét er…), man “tager det på sig”.
Har et så mægtigt væsen behov for blasfemilovgivning for at beskytte sit ego? Det kan vel dårligt være for guddommens omdømme, så kunne den jo bare forhindre blasfemien i at blive skabt.
Er det faktisk ikke bare langt mere rimeligt at sige, at alt der findes i verden per definition ikke kan være blasfemisk fordi den almægtige, alvidende, algode guddom har tilladt det at eksistere?
Åbenbart ikke. Her kunne man jo, som den gudsbespottende ateist jeg jo er, tænkte at så er det nok ikke guden, men religionen, den religiøse organisations og dennes personer der har en interesse i blasfemilovgivning. En sådan interesse er helt forståelig, religiøse organisationer kan have en utrolig magt over mennesker, og indflydelse på menneskers tanker er lig penge, magt og så videre. Som alle andre autoritære systemer, religiøse og sekulære har organiserede religioner en interesse i at knuse al kritik.
Det handler om magt, og det er alt andet end demokratisk. Fair nok, man kan være modstander af demokrati, eventuelt i forlængelse af en stærk religiøs overbevisning. Jeg vil ikke diskutere fornuften i en sådan overbevisning her, men bare sige, at jeg er for demokrati, og grundlæggende imod organiseret religion.
Tidligere var jeg fascineret af pacifisme og mente, at jeg var det. Det er jeg ikke længere. Jeg er derimod meget enig i en af tankerne, der fik udtryk i den amerikanske uafhængighedserklæring (så vidt jeg husker). Nemlig det, at et undertryk folk har ret, hvis ikke pligt, til at rejse sig mod den undertrykkende magt og kæmpe for sin frihed. Med voldelige midler om nødvendigt. Så stærk organiseret religion som man eksempelvis ser mange steder i Mellemøsten er en sådan undertrykkende magt. Og uanset om man er i undertal mht at have andre syn eksempelvis på kvinders rettigheder, er det min overbevisning at man har ret til at kæmpe for sit synspunkt. Hvis andre vil slå dig ihjel bare for at ytre dine holdninger, har du ret til at slå ihjel for at forsvare dit liv og dine holdninger. Naturligvis er det at foretrække hvis man kan klare konflikter uden vold, men det er ikke altid at den undertrykkende magt tillader det, og så, for at sige det lidt groft, er de jo selv ude om det.

Til slut lige lidt blasfemi, til støtte for den stakkels dødsdømte afghanske journaliststuderende:
Gud (må han ikke være) har et retarderet syn på seksualitet og kvinder. Han er paranoid, mindre end intelligent og i bedste fald magtsyg massemorder – hvis vi skal tolke de religiøse skrifter endnu mere bogstaveligt end fundamentalisterne selv gør det.

February 2, 2008 Posted by Emil Bøye | Blasfemi, Politik, Religion | | No Comments Yet