LO vs Kristelige

Artikel og links til relaterede historier: http://politiken.dk/erhverv/article475241.ece

LO’s formand, Harald Børsting, vil fremsætte forslag om konflikt med Kristelig Arbejdsgiverforening. Baggrunden kan læses i artiklen. Herfra bare et håb om, at forslaget bliver vedtaget på fredag. Jeg har simpelthen aldrig været i stand til at forstå pointen med såkaldte frie fagforeninger, der er apolitiske og ikke går ind for strejkeretten. Pointen fra lønmodtagernes side, forstås. Pointen fra arbejdsgivernes (-sælgernes?) side er krystalklar.

Det er muligvis mindre relevant i dag, end det var for 100 eller 150 år siden, men strejkeretten er stadig vigtig. Mig bekendt er det noget nær fagbevægelsens eneste reelle våben, at kunne organisere sig, og i fællesskab have vægt nok, til at påvirke arbejdsgiverne. At opgive den ret uden kamp er et studie i mangel på klassebevidsthed (oh yeah, I went there…). Det vil helt naturligt føre til dårligere forhold for lønmodtagerne, i kraft a mindre gennemslagskraft som gruppe.
Og hvis de ikke bryder sig om den danske model med konfliktret, hvad fanden er så pointen med at Kristelige Arbejdsgiveforening truer ansatte ud af LO og derefter lock-out’er de få tilbageværende? Det er både hyklerisk og usympatisk.

Hvem pokker er det forøvrigt også der melder sig ind i Kristelig Fagforbund? Hvad pokker har kristendommen med fagbevægelse at gøre? Hvad har bibelen at sige om kamp for ordentlige arbejdsvilkår?
Jeg har en lille teori, om at det er det med at vende den anden kind til…

Kald mig gammeldags, men det verden har brug for, er bedre organisation af de, der ikke sidder på produktionsmidlerne, så de fælles kan gennemtvinge en mere ligelig fordeling af goderne der produceres.
Nu skal det her heller ikke forståes som en hyldesttale til LO, dem er der da også problemer med. Men jeg kan ikke døje den kristelige… bevægelse? De er som arbejderbevægelsens antikrist-in-spe.