Merci, fordi jeg kan glemme

Tidligere i dag, efter morgenmaden, så jeg ud af øjenkrogen afslutningen på én af de efterhånden mange reklamer for chokoladen Merci. Ikke bare mindede det mig om andre ubehagelige oplevelser med kvalme reklamer for Werther’s Original og Merci (og formentlig flere andre chokolader), det slog mig også, at det sandsynligvis er den samme slags mennesker, der nyder de reklamer, som bliver tiltrukket af Dansk Folkepartis snak om Danske Værdier ™.
Reklamerne fremstiller gerne en lille familie (eventuelt en bedstefar), i et hus, med velholdt have, godt vejr og det hele taget et rosenrødt billede af livet, og det er da vældigt fint, ja endda hjertevarmende med sådan en plade chokolade til én man holder af. Det minder meget om den opfattelse af danskhed, man opfanger fra Dansk Folkeparti; kolonihavehuse, grønne bakker og marker, hyggelige kernefamilier – den eneste egentlige tilføjelse er et dannebrog diskret placeret i forgrunden… og en ko, der ikke at forglemme står meget, meget stille.
Og her er det så, at jeg på usympatisk vis lige må minde om noget; sådan er livet ikke. Vi kan bilde os selv, og hinanden, ind at det er sådan, og til tider kan det føles sådan. Grønne bakker og marker er utvivlsomt kønne og rare. Ligeledes solskin. Men der er også regnvejrsdage, skænderier osv. . De er nødvendige, for at vi kan værdsætte de gode oplevelser, der fremstilles af disse glansbilledmagere. Men det graverende ved Dansk Folkepartis danskhed, og til en vis grad chokolade-reklamerne, er at de er udtryk for et helt utroligt småborgerligt syn på livet. Småborgerligt skal ikke her forstås, som folk der sætter pris på kultur og så videre, eller snarere, den negative ladning i ordet småborgerligt er her rettet mod en anden del af denne; navlebeskuelsen. Jeg overtolker sandsynligvis reklamerne her, de var sådan set bare startskuddet til at skrive dette, men disses og DF’s livssyn er udtryk for en fænomenal evne, til at glemme hele den omkringliggende verden. ”Hvad har vi dog gjort, at vi skal ha’ det så godt” siges der. Det skal jeg sige jer: Vi har glemt verden.
For at kunne svælge så meget i selvglæde over egen veltilpashed er man ikke bare nød til at glemme stort set alle problemer i eget liv og samfund (og det er graverende nok), værre er, at man glemmer den store, farlige verdens del i, at vi har det så godt. Den danske overflod til at kunne give hinanden chokoladeplader, for at kunne sige ”merci” til en person, vigtig i vores liv (bestemt en venlig, glad og på mange måder rar ting at kunne og gøre), kommer ikke af ingenting. Ved vores udenrigspolitik er vi netop en del, af systemet der holder andre mennesker nede, og på den måde skaber grobund for vores velstand. Men lad nu det ligge. Egentlig mener jeg, at det farligste i det ovenstående livssyn, der måske er overdrevet men jeg vover at påstå ”ikke meget”, er at man giver køb på sin menneskelighed. For at kunne have det så godt med egen velstand er man simpelthen nød til at glemme, at der findes millionvis (milliardvis?) af mennesker, der lever under kummerlige forhold.
Hvis ikke vi kan få mere udsyn ind i danskheden, kan vi så ikke i det mindste sende en plade ”merci” til Afrika og andre fattige lande?