LO vs Kristelige

Artikel og links til relaterede historier: http://politiken.dk/erhverv/article475241.ece

LO’s formand, Harald Børsting, vil fremsætte forslag om konflikt med Kristelig Arbejdsgiverforening. Baggrunden kan læses i artiklen. Herfra bare et håb om, at forslaget bliver vedtaget på fredag. Jeg har simpelthen aldrig været i stand til at forstå pointen med såkaldte frie fagforeninger, der er apolitiske og ikke går ind for strejkeretten. Pointen fra lønmodtagernes side, forstås. Pointen fra arbejdsgivernes (-sælgernes?) side er krystalklar.

Det er muligvis mindre relevant i dag, end det var for 100 eller 150 år siden, men strejkeretten er stadig vigtig. Mig bekendt er det noget nær fagbevægelsens eneste reelle våben, at kunne organisere sig, og i fællesskab have vægt nok, til at påvirke arbejdsgiverne. At opgive den ret uden kamp er et studie i mangel på klassebevidsthed (oh yeah, I went there…). Det vil helt naturligt føre til dårligere forhold for lønmodtagerne, i kraft a mindre gennemslagskraft som gruppe.
Og hvis de ikke bryder sig om den danske model med konfliktret, hvad fanden er så pointen med at Kristelige Arbejdsgiveforening truer ansatte ud af LO og derefter lock-out’er de få tilbageværende? Det er både hyklerisk og usympatisk.

Hvem pokker er det forøvrigt også der melder sig ind i Kristelig Fagforbund? Hvad pokker har kristendommen med fagbevægelse at gøre? Hvad har bibelen at sige om kamp for ordentlige arbejdsvilkår?
Jeg har en lille teori, om at det er det med at vende den anden kind til…

Kald mig gammeldags, men det verden har brug for, er bedre organisation af de, der ikke sidder på produktionsmidlerne, så de fælles kan gennemtvinge en mere ligelig fordeling af goderne der produceres.
Nu skal det her heller ikke forståes som en hyldesttale til LO, dem er der da også problemer med. Men jeg kan ikke døje den kristelige… bevægelse? De er som arbejderbevægelsens antikrist-in-spe.

Blasfemi

Der er flere problemer med blasfemilovgivning. Et umiddelbart problem er overhovedet at kunne begrunde den. Hvorfor skal man have blasfemilovgivning? Man må gå ud fra, at det er religiøse mennesker, og kun religiøse mennesker der ønsker en sådan, ateister og agnostikere må vel nærmest per definition være enten imod en sådan lovgivning, eller i det mindste indifferente.
Sædvanligvis er det monoteister vi hører råbe højt om hvordan der er behov for blasfemilovgivning af forskellig art. Det er altså mennesker der tror på en almægtig gud, en gud der har skabt hele verdenen, og i Islams tilfælde så almægtig at han på en måde styrer alt hvad vi gør i vores liv, samtidig med at vi altså alligevel er ansvarlige for det (der kan man så tænke sit, om hvor rimeligt dét er…), man “tager det på sig”.
Har et så mægtigt væsen behov for blasfemilovgivning for at beskytte sit ego? Det kan vel dårligt være for guddommens omdømme, så kunne den jo bare forhindre blasfemien i at blive skabt.
Er det faktisk ikke bare langt mere rimeligt at sige, at alt der findes i verden per definition ikke kan være blasfemisk fordi den almægtige, alvidende, algode guddom har tilladt det at eksistere?
Åbenbart ikke. Her kunne man jo, som den gudsbespottende ateist jeg jo er, tænkte at så er det nok ikke guden, men religionen, den religiøse organisations og dennes personer der har en interesse i blasfemilovgivning. En sådan interesse er helt forståelig, religiøse organisationer kan have en utrolig magt over mennesker, og indflydelse på menneskers tanker er lig penge, magt og så videre. Som alle andre autoritære systemer, religiøse og sekulære har organiserede religioner en interesse i at knuse al kritik.
Det handler om magt, og det er alt andet end demokratisk. Fair nok, man kan være modstander af demokrati, eventuelt i forlængelse af en stærk religiøs overbevisning. Jeg vil ikke diskutere fornuften i en sådan overbevisning her, men bare sige, at jeg er for demokrati, og grundlæggende imod organiseret religion.
Tidligere var jeg fascineret af pacifisme og mente, at jeg var det. Det er jeg ikke længere. Jeg er derimod meget enig i en af tankerne, der fik udtryk i den amerikanske uafhængighedserklæring (så vidt jeg husker). Nemlig det, at et undertryk folk har ret, hvis ikke pligt, til at rejse sig mod den undertrykkende magt og kæmpe for sin frihed. Med voldelige midler om nødvendigt. Så stærk organiseret religion som man eksempelvis ser mange steder i Mellemøsten er en sådan undertrykkende magt. Og uanset om man er i undertal mht at have andre syn eksempelvis på kvinders rettigheder, er det min overbevisning at man har ret til at kæmpe for sit synspunkt. Hvis andre vil slå dig ihjel bare for at ytre dine holdninger, har du ret til at slå ihjel for at forsvare dit liv og dine holdninger. Naturligvis er det at foretrække hvis man kan klare konflikter uden vold, men det er ikke altid at den undertrykkende magt tillader det, og så, for at sige det lidt groft, er de jo selv ude om det.

Til slut lige lidt blasfemi, til støtte for den stakkels dødsdømte afghanske journaliststuderende:
Gud (må han ikke være) har et retarderet syn på seksualitet og kvinder. Han er paranoid, mindre end intelligent og i bedste fald magtsyg massemorder – hvis vi skal tolke de religiøse skrifter endnu mere bogstaveligt end fundamentalisterne selv gør det.

Merci, fordi jeg kan glemme

Tidligere i dag, efter morgenmaden, så jeg ud af øjenkrogen afslutningen på én af de efterhånden mange reklamer for chokoladen Merci. Ikke bare mindede det mig om andre ubehagelige oplevelser med kvalme reklamer for Werther’s Original og Merci (og formentlig flere andre chokolader), det slog mig også, at det sandsynligvis er den samme slags mennesker, der nyder de reklamer, som bliver tiltrukket af Dansk Folkepartis snak om Danske Værdier ™.
Reklamerne fremstiller gerne en lille familie (eventuelt en bedstefar), i et hus, med velholdt have, godt vejr og det hele taget et rosenrødt billede af livet, og det er da vældigt fint, ja endda hjertevarmende med sådan en plade chokolade til én man holder af. Det minder meget om den opfattelse af danskhed, man opfanger fra Dansk Folkeparti; kolonihavehuse, grønne bakker og marker, hyggelige kernefamilier – den eneste egentlige tilføjelse er et dannebrog diskret placeret i forgrunden… og en ko, der ikke at forglemme står meget, meget stille.
Og her er det så, at jeg på usympatisk vis lige må minde om noget; sådan er livet ikke. Vi kan bilde os selv, og hinanden, ind at det er sådan, og til tider kan det føles sådan. Grønne bakker og marker er utvivlsomt kønne og rare. Ligeledes solskin. Men der er også regnvejrsdage, skænderier osv. . De er nødvendige, for at vi kan værdsætte de gode oplevelser, der fremstilles af disse glansbilledmagere. Men det graverende ved Dansk Folkepartis danskhed, og til en vis grad chokolade-reklamerne, er at de er udtryk for et helt utroligt småborgerligt syn på livet. Småborgerligt skal ikke her forstås, som folk der sætter pris på kultur og så videre, eller snarere, den negative ladning i ordet småborgerligt er her rettet mod en anden del af denne; navlebeskuelsen. Jeg overtolker sandsynligvis reklamerne her, de var sådan set bare startskuddet til at skrive dette, men disses og DF’s livssyn er udtryk for en fænomenal evne, til at glemme hele den omkringliggende verden. ”Hvad har vi dog gjort, at vi skal ha’ det så godt” siges der. Det skal jeg sige jer: Vi har glemt verden.
For at kunne svælge så meget i selvglæde over egen veltilpashed er man ikke bare nød til at glemme stort set alle problemer i eget liv og samfund (og det er graverende nok), værre er, at man glemmer den store, farlige verdens del i, at vi har det så godt. Den danske overflod til at kunne give hinanden chokoladeplader, for at kunne sige ”merci” til en person, vigtig i vores liv (bestemt en venlig, glad og på mange måder rar ting at kunne og gøre), kommer ikke af ingenting. Ved vores udenrigspolitik er vi netop en del, af systemet der holder andre mennesker nede, og på den måde skaber grobund for vores velstand. Men lad nu det ligge. Egentlig mener jeg, at det farligste i det ovenstående livssyn, der måske er overdrevet men jeg vover at påstå ”ikke meget”, er at man giver køb på sin menneskelighed. For at kunne have det så godt med egen velstand er man simpelthen nød til at glemme, at der findes millionvis (milliardvis?) af mennesker, der lever under kummerlige forhold.
Hvis ikke vi kan få mere udsyn ind i danskheden, kan vi så ikke i det mindste sende en plade ”merci” til Afrika og andre fattige lande?

Skrot Nationalfølelse

Jeg har længe haft et tvetydigt forhold til hvordan mennesker opbygger deres selvidentitet, særligt i kraft af religiøst eller nationalt tilhørsforhold, forstået på den måde at jeg har været i tvivl om hvor direkte modstander af det, jeg er.

Hvis jeg skal kritisere et land eller individuelle aktører på baggrund af deres handlen i forhold til en hvilken som helst gruppe, så kan det aldrig blive relevant hvilken nationalitet eller religion jeg selv, den kritiserede eller den der er “modtager” af den kritiserede handlen, måtte have. Det eneste relevante spørgsmål er; om mennesker blive behandlet på en forkastelig måde, ud fra et synspunkt funderet i menneskelivets vilkår (og alle vilkår, der faktisk virker fornuftige og indlysende på stort set alle, er de materielle forhold for livet, deriblandt politiske friheder, såsom den højtbesungne ytringsfrihed).
Hvis jeg skal hjælpe eller støtte nogen, må jeg aldrig være religiøst eller nationalt motiveret, den eneste reelle motivation er denne: Der er en gruppe mennesker, der bliver behandlet umenneskeligt, det vil jeg ikke acceptere og derfor tager jeg aktiv del, på en eller anden måde, i at hjælpe dem.
Og omvendt må nationalt eller religiøst tilhørsforhold aldrig bremse kritik, af de, der måtte behandle andre mennesker umenneskeligt.

Valg!

Så blev der udskrevet valg. Der kan sikkert siges mange ting om eventuelle bagtanker hos Fogh (alt andet skulle da undre mig, i disse spin-tider (og føj hvor jeg dog hader det udtryk!)), men personligt glæder jeg mig bare til for første gang at kunne tage del i den parlamentariske proces.
Jeg håber mange stemmer, og at både Fogh og Dansk Folkeparti bliver væltet af pinden, og får langt mindre indflydelse.

Men skal jeg stemme SF eller Enhedslisten?!