Blasfemi

Der er flere problemer med blasfemilovgivning. Et umiddelbart problem er overhovedet at kunne begrunde den. Hvorfor skal man have blasfemilovgivning? Man må gå ud fra, at det er religiøse mennesker, og kun religiøse mennesker der ønsker en sådan, ateister og agnostikere må vel nærmest per definition være enten imod en sådan lovgivning, eller i det mindste indifferente.
Sædvanligvis er det monoteister vi hører råbe højt om hvordan der er behov for blasfemilovgivning af forskellig art. Det er altså mennesker der tror på en almægtig gud, en gud der har skabt hele verdenen, og i Islams tilfælde så almægtig at han på en måde styrer alt hvad vi gør i vores liv, samtidig med at vi altså alligevel er ansvarlige for det (der kan man så tænke sit, om hvor rimeligt dét er…), man “tager det på sig”.
Har et så mægtigt væsen behov for blasfemilovgivning for at beskytte sit ego? Det kan vel dårligt være for guddommens omdømme, så kunne den jo bare forhindre blasfemien i at blive skabt.
Er det faktisk ikke bare langt mere rimeligt at sige, at alt der findes i verden per definition ikke kan være blasfemisk fordi den almægtige, alvidende, algode guddom har tilladt det at eksistere?
Åbenbart ikke. Her kunne man jo, som den gudsbespottende ateist jeg jo er, tænkte at så er det nok ikke guden, men religionen, den religiøse organisations og dennes personer der har en interesse i blasfemilovgivning. En sådan interesse er helt forståelig, religiøse organisationer kan have en utrolig magt over mennesker, og indflydelse på menneskers tanker er lig penge, magt og så videre. Som alle andre autoritære systemer, religiøse og sekulære har organiserede religioner en interesse i at knuse al kritik.
Det handler om magt, og det er alt andet end demokratisk. Fair nok, man kan være modstander af demokrati, eventuelt i forlængelse af en stærk religiøs overbevisning. Jeg vil ikke diskutere fornuften i en sådan overbevisning her, men bare sige, at jeg er for demokrati, og grundlæggende imod organiseret religion.
Tidligere var jeg fascineret af pacifisme og mente, at jeg var det. Det er jeg ikke længere. Jeg er derimod meget enig i en af tankerne, der fik udtryk i den amerikanske uafhængighedserklæring (så vidt jeg husker). Nemlig det, at et undertryk folk har ret, hvis ikke pligt, til at rejse sig mod den undertrykkende magt og kæmpe for sin frihed. Med voldelige midler om nødvendigt. Så stærk organiseret religion som man eksempelvis ser mange steder i Mellemøsten er en sådan undertrykkende magt. Og uanset om man er i undertal mht at have andre syn eksempelvis på kvinders rettigheder, er det min overbevisning at man har ret til at kæmpe for sit synspunkt. Hvis andre vil slå dig ihjel bare for at ytre dine holdninger, har du ret til at slå ihjel for at forsvare dit liv og dine holdninger. Naturligvis er det at foretrække hvis man kan klare konflikter uden vold, men det er ikke altid at den undertrykkende magt tillader det, og så, for at sige det lidt groft, er de jo selv ude om det.

Til slut lige lidt blasfemi, til støtte for den stakkels dødsdømte afghanske journaliststuderende:
Gud (må han ikke være) har et retarderet syn på seksualitet og kvinder. Han er paranoid, mindre end intelligent og i bedste fald magtsyg massemorder – hvis vi skal tolke de religiøse skrifter endnu mere bogstaveligt end fundamentalisterne selv gør det.

Skrot Nationalfølelse

Jeg har længe haft et tvetydigt forhold til hvordan mennesker opbygger deres selvidentitet, særligt i kraft af religiøst eller nationalt tilhørsforhold, forstået på den måde at jeg har været i tvivl om hvor direkte modstander af det, jeg er.

Hvis jeg skal kritisere et land eller individuelle aktører på baggrund af deres handlen i forhold til en hvilken som helst gruppe, så kan det aldrig blive relevant hvilken nationalitet eller religion jeg selv, den kritiserede eller den der er “modtager” af den kritiserede handlen, måtte have. Det eneste relevante spørgsmål er; om mennesker blive behandlet på en forkastelig måde, ud fra et synspunkt funderet i menneskelivets vilkår (og alle vilkår, der faktisk virker fornuftige og indlysende på stort set alle, er de materielle forhold for livet, deriblandt politiske friheder, såsom den højtbesungne ytringsfrihed).
Hvis jeg skal hjælpe eller støtte nogen, må jeg aldrig være religiøst eller nationalt motiveret, den eneste reelle motivation er denne: Der er en gruppe mennesker, der bliver behandlet umenneskeligt, det vil jeg ikke acceptere og derfor tager jeg aktiv del, på en eller anden måde, i at hjælpe dem.
Og omvendt må nationalt eller religiøst tilhørsforhold aldrig bremse kritik, af de, der måtte behandle andre mennesker umenneskeligt.