Citat #7

“Moses vendte forvirret tilbage til Herren for at beklage sig:
- Hvorfor er Du så ond mod folket? Er det derfor Du sendte mig til dem? Du har ikke gjort tingene lettere, og de er heller ikke blevet frigjort fra Farao.
- Jeg er ved at forhærde hans hjerte.
- Igen. Du forhærder hans hjerte? Hvorfor skal hans hjerte forhærdes?
- For at tillade Mig at vise en magt større end alle hans troldmænds og alle andre guders magt. Og for at vise verden for evigt at I er det folk Jeg har udavalgt som mine yndlinge.
- Vil det gøre nogen forskel?
- Ingen som helst forskel.
- Hvad er så fornuften i det?
- Hvem har nogen sinde påstået at Jeg skulle være fornuftig? svarede Gud. – Vis mig hvor der står at Jeg er fornuftig. Jeg har aldrig lovet fornuft. Fornuft forlanger han. Jeg skænker mælk. Jeg skænker honning. Ikke fornuft. Åh, Moses, Moses, hvorfor tale om fornuft? Dit navn er græsk, og Grækenland er ikke engang opstået endnu. Og du kræver fornuft. Hvis du vil have fornuft, så kan du ikke få en religion.“

Joseph Heller: Gud Ved
(Fed skrift tilføjet af mig)

Blasfemi

Der er flere problemer med blasfemilovgivning. Et umiddelbart problem er overhovedet at kunne begrunde den. Hvorfor skal man have blasfemilovgivning? Man må gå ud fra, at det er religiøse mennesker, og kun religiøse mennesker der ønsker en sådan, ateister og agnostikere må vel nærmest per definition være enten imod en sådan lovgivning, eller i det mindste indifferente.
Sædvanligvis er det monoteister vi hører råbe højt om hvordan der er behov for blasfemilovgivning af forskellig art. Det er altså mennesker der tror på en almægtig gud, en gud der har skabt hele verdenen, og i Islams tilfælde så almægtig at han på en måde styrer alt hvad vi gør i vores liv, samtidig med at vi altså alligevel er ansvarlige for det (der kan man så tænke sit, om hvor rimeligt dét er…), man “tager det på sig”.
Har et så mægtigt væsen behov for blasfemilovgivning for at beskytte sit ego? Det kan vel dårligt være for guddommens omdømme, så kunne den jo bare forhindre blasfemien i at blive skabt.
Er det faktisk ikke bare langt mere rimeligt at sige, at alt der findes i verden per definition ikke kan være blasfemisk fordi den almægtige, alvidende, algode guddom har tilladt det at eksistere?
Åbenbart ikke. Her kunne man jo, som den gudsbespottende ateist jeg jo er, tænkte at så er det nok ikke guden, men religionen, den religiøse organisations og dennes personer der har en interesse i blasfemilovgivning. En sådan interesse er helt forståelig, religiøse organisationer kan have en utrolig magt over mennesker, og indflydelse på menneskers tanker er lig penge, magt og så videre. Som alle andre autoritære systemer, religiøse og sekulære har organiserede religioner en interesse i at knuse al kritik.
Det handler om magt, og det er alt andet end demokratisk. Fair nok, man kan være modstander af demokrati, eventuelt i forlængelse af en stærk religiøs overbevisning. Jeg vil ikke diskutere fornuften i en sådan overbevisning her, men bare sige, at jeg er for demokrati, og grundlæggende imod organiseret religion.
Tidligere var jeg fascineret af pacifisme og mente, at jeg var det. Det er jeg ikke længere. Jeg er derimod meget enig i en af tankerne, der fik udtryk i den amerikanske uafhængighedserklæring (så vidt jeg husker). Nemlig det, at et undertryk folk har ret, hvis ikke pligt, til at rejse sig mod den undertrykkende magt og kæmpe for sin frihed. Med voldelige midler om nødvendigt. Så stærk organiseret religion som man eksempelvis ser mange steder i Mellemøsten er en sådan undertrykkende magt. Og uanset om man er i undertal mht at have andre syn eksempelvis på kvinders rettigheder, er det min overbevisning at man har ret til at kæmpe for sit synspunkt. Hvis andre vil slå dig ihjel bare for at ytre dine holdninger, har du ret til at slå ihjel for at forsvare dit liv og dine holdninger. Naturligvis er det at foretrække hvis man kan klare konflikter uden vold, men det er ikke altid at den undertrykkende magt tillader det, og så, for at sige det lidt groft, er de jo selv ude om det.

Til slut lige lidt blasfemi, til støtte for den stakkels dødsdømte afghanske journaliststuderende:
Gud (må han ikke være) har et retarderet syn på seksualitet og kvinder. Han er paranoid, mindre end intelligent og i bedste fald magtsyg massemorder – hvis vi skal tolke de religiøse skrifter endnu mere bogstaveligt end fundamentalisterne selv gør det.

Citat #6

“The arbitrary rule of a just and enlightened prince is always bad. His virtues are the most dangerous and the surest form of seduction: they lull a people imperceptibly into the habit of loving, respecting, and serving his successor, whoever that successor may be, no matter how wicked or stupid.”

- Denis Diderot

Citat #5

“I never believed in fate. You make your own bed, and you sleep in it.”
- Big Ed, Twin Peaks

Kvindelige Præster? Fy for Sat…!

Politiken bragte i dag en artikel, om hvordan der er stor modstand mod kvindelige præster, blandt de mandlige præster forstås. I forbindelse hermed bragte avisen et interview med præsten Henrik Højlund fra Løsning og Korning sogn. Nu er jeg ikke selv nogen stor tilhænger af kvindelige præster, så jeg vil ikke forsøge at argumentere med den gode hr. Højlund – hans synspunkt er åbenlyst retarderet, jeg vil i stedet bare gøre mig morsom over et par af hans begrundelser for hvorfor hans standpunkt er helt fjong.
Det skal lige siges at jeg bryder mig endnu mindre om mandlige præster end jeg gør om kvindelige. Bevares, de fleste præster af begge køn er uskadelige, men en lidt for stor håndfuld ligner Højlund eller det der er værre… En god teolog er frihedsteolog, eller en person der har droppet teologien.

Nå, men Højlunds argumenter. I svaret på det første spørgsmål (jeg husker ikke dets ordlyd), fortæller Højlund at hans standpunkt er helt ukontroversielt, og at der først blev set skævt til det efter en “muslimsk politiker nægtede at give hånd til nogen på noget tidspunkt” (ikke nødvendigvis citeret ordret, men det var hvad han sagde). Fantastisk set! Bare ærgeligt, at det at folk er langsomme i opstarten ikke er relevant i forhold til om hans standpunkt er godt/fornuftigt/sympatisk.
Især er det interessant, at han, når nu hans standpunkt er så ukontroversielt og fjong, finder det nødvendigt at forvanske Asmaas “håndgivningsvaner” – det er jo kun mænd hun ikke giver hånden (mig bekendt). Det kan man så mene om hvad man vil, det er bare ikke relevant.

Højlund snakker også om, at han blot indskriver sig i en “klassisk bibelforståelse”, underforstået at så har han mere ret. For som vi alle ved, er det jo bare de sidste 50-100 år, hvor der er sket et skred i folks opfattelse. Det har han så ganske givet ret i. Det er også grunden til, at jeg mener man bør legalisere handel med kvinder og børn – især hvis de har en anden hudfarve end min. For som vi alle ved havde de gamle grækere og romere slaver i massevis, i nord havde vi trælle og indtil for 100-150 år siden brugte den hvide mand massevis af sorte slaver.
Det er jo åbenlyst at menneskehandlerne bare er de modige få, der tør holde fast i en klassisk forståelse af verden og mellemmenneskelig værensformer! Giv dog de stakkels mennesker plads!

Mht henvisninger til Paulus og den klassiske tolkning, der siger at der ikke kan være noget modsætningsforhold mellem Paulus og Jesus er der kun ét at sige: Paulus var en røv.

Religionsfrihed

Religionsfrihed = Frihed for religion – eller i det mindste mulighed for det

Pak biblerne, torah’erne og koranerne (for ikke at nævne haddither, religiøse tidsskrifter, etc. etc.) væk, og lev i denne verden!

Long-haired preachers come out every night,

Try to tell you what’s wrong and what’s right;

But when asked how ’bout something to eat

They will answer in voices so sweet

You will eat, bye and bye,

In that glorious land above the sky;

Work and pray, live on hay,

You’ll get pie in the sky when you die

And the Starvation Army they play,

And they sing and they clap and they pray,

Till they get all your coin on the drum,

Then they tell you when you’re on the bum

Holy Rollers and Jumpers come out

And they holler, they jump and they shout

Give your money to Jesus, they say,

He will cure all diseases today

If you fight hard for children and wife-

Try to get something good in this life-

You’re a sinner and bad man, they tell,

When you die you will sure go to hell.

Workingmen of all countries, unite

Side by side we for freedom will fight

When the world and its wealth we have gained

To the grafters we’ll sing this refrain

You will eat, bye and bye,

When you’ve learned how to cook and how to fry;

Chop some wood, ’twill do you good

Then you’ll eat in the sweet bye and bye

Joe Hill

Merci, fordi jeg kan glemme

Tidligere i dag, efter morgenmaden, så jeg ud af øjenkrogen afslutningen på én af de efterhånden mange reklamer for chokoladen Merci. Ikke bare mindede det mig om andre ubehagelige oplevelser med kvalme reklamer for Werther’s Original og Merci (og formentlig flere andre chokolader), det slog mig også, at det sandsynligvis er den samme slags mennesker, der nyder de reklamer, som bliver tiltrukket af Dansk Folkepartis snak om Danske Værdier ™.
Reklamerne fremstiller gerne en lille familie (eventuelt en bedstefar), i et hus, med velholdt have, godt vejr og det hele taget et rosenrødt billede af livet, og det er da vældigt fint, ja endda hjertevarmende med sådan en plade chokolade til én man holder af. Det minder meget om den opfattelse af danskhed, man opfanger fra Dansk Folkeparti; kolonihavehuse, grønne bakker og marker, hyggelige kernefamilier – den eneste egentlige tilføjelse er et dannebrog diskret placeret i forgrunden… og en ko, der ikke at forglemme står meget, meget stille.
Og her er det så, at jeg på usympatisk vis lige må minde om noget; sådan er livet ikke. Vi kan bilde os selv, og hinanden, ind at det er sådan, og til tider kan det føles sådan. Grønne bakker og marker er utvivlsomt kønne og rare. Ligeledes solskin. Men der er også regnvejrsdage, skænderier osv. . De er nødvendige, for at vi kan værdsætte de gode oplevelser, der fremstilles af disse glansbilledmagere. Men det graverende ved Dansk Folkepartis danskhed, og til en vis grad chokolade-reklamerne, er at de er udtryk for et helt utroligt småborgerligt syn på livet. Småborgerligt skal ikke her forstås, som folk der sætter pris på kultur og så videre, eller snarere, den negative ladning i ordet småborgerligt er her rettet mod en anden del af denne; navlebeskuelsen. Jeg overtolker sandsynligvis reklamerne her, de var sådan set bare startskuddet til at skrive dette, men disses og DF’s livssyn er udtryk for en fænomenal evne, til at glemme hele den omkringliggende verden. ”Hvad har vi dog gjort, at vi skal ha’ det så godt” siges der. Det skal jeg sige jer: Vi har glemt verden.
For at kunne svælge så meget i selvglæde over egen veltilpashed er man ikke bare nød til at glemme stort set alle problemer i eget liv og samfund (og det er graverende nok), værre er, at man glemmer den store, farlige verdens del i, at vi har det så godt. Den danske overflod til at kunne give hinanden chokoladeplader, for at kunne sige ”merci” til en person, vigtig i vores liv (bestemt en venlig, glad og på mange måder rar ting at kunne og gøre), kommer ikke af ingenting. Ved vores udenrigspolitik er vi netop en del, af systemet der holder andre mennesker nede, og på den måde skaber grobund for vores velstand. Men lad nu det ligge. Egentlig mener jeg, at det farligste i det ovenstående livssyn, der måske er overdrevet men jeg vover at påstå ”ikke meget”, er at man giver køb på sin menneskelighed. For at kunne have det så godt med egen velstand er man simpelthen nød til at glemme, at der findes millionvis (milliardvis?) af mennesker, der lever under kummerlige forhold.
Hvis ikke vi kan få mere udsyn ind i danskheden, kan vi så ikke i det mindste sende en plade ”merci” til Afrika og andre fattige lande?

Skrot Nationalfølelse

Jeg har længe haft et tvetydigt forhold til hvordan mennesker opbygger deres selvidentitet, særligt i kraft af religiøst eller nationalt tilhørsforhold, forstået på den måde at jeg har været i tvivl om hvor direkte modstander af det, jeg er.

Hvis jeg skal kritisere et land eller individuelle aktører på baggrund af deres handlen i forhold til en hvilken som helst gruppe, så kan det aldrig blive relevant hvilken nationalitet eller religion jeg selv, den kritiserede eller den der er “modtager” af den kritiserede handlen, måtte have. Det eneste relevante spørgsmål er; om mennesker blive behandlet på en forkastelig måde, ud fra et synspunkt funderet i menneskelivets vilkår (og alle vilkår, der faktisk virker fornuftige og indlysende på stort set alle, er de materielle forhold for livet, deriblandt politiske friheder, såsom den højtbesungne ytringsfrihed).
Hvis jeg skal hjælpe eller støtte nogen, må jeg aldrig være religiøst eller nationalt motiveret, den eneste reelle motivation er denne: Der er en gruppe mennesker, der bliver behandlet umenneskeligt, det vil jeg ikke acceptere og derfor tager jeg aktiv del, på en eller anden måde, i at hjælpe dem.
Og omvendt må nationalt eller religiøst tilhørsforhold aldrig bremse kritik, af de, der måtte behandle andre mennesker umenneskeligt.

Citat #5

“Of necessity we remain strangers to ourselves, we understand ourselves not, in ourselves we are bound to be mistaken, for us holds good to all eternity the motto, ‘ Eachh one is farthes away from himself’ – as far as ourselves are concerned we are not ‘knowers’”
- Friedrich Nietzsche: Zur Genealogie der Moral

(En filosof, hvis navn jeg har glemt, skulle have sagt, at han ville ønske han kunne citere Nietzsche på hver side han skrev. Det ønsker jeg ikke, jeg regner derimod med, at citere Nietzsche i mindst halvdelen af alle indlæg jeg får lavet her. Manden var genial.)

Nullplaying

Selvom jeg nyder livet som filosofistuderende, og læser mere end jeg har gjort i lang tid, er der noget jeg savner; jeg får ikke spillet noget rollespil (gisp!). Jeg savner underholdningen, der er i en god session med noget terningekasten, lidt historiefortællen og en masse mere eller mindre platte vittigheder. Jeg savner især det at leve sig ind i en imaginær verden, vi skaber i fællesskabet omkring bordet, og også ved at opfinde små elementer til spilverdenen i mellem de egentlige spil. Siden jeg flyttede, har jeg vist ikke skrevet en eneste sætning til det, og jeg savner det – men uden spil, er der ikke meget incitament eller inspiration til at gøre noget ved det.

Det må der gøres noget ved…